Overfald og røveri
Selvom aviserne dagligt fortæller om overfald og voldsepisoder, behøver du ikke være bange for at gå på gaden eller frygte overfald.
Risikoen for at blive overfaldet er meget lille, faktisk mindre end at blive kørt over i trafikken. Det sker utroligt sjældent, at en tilfældig person bliver overfaldet i Danmark.
Skulle du alligevel føle dig utryg og bange, kan du her finde nogle gode råd.
Optræk til vold.
Det vigtigste er selvfølgelig at holde hovedet koldt. Lad være med at fylde håndtasken med tåregaspatroner, knive og andre våben. Det forhindrer ikke, at du bliver overfaldet, men kan tværtimod gøre det farligt for dig, hvis uheldet er ude.
Et overfald sker næsten aldrig uden optakt. Voldsmanden vil først finde på et eller andet, du kan ”beskyldes” for. Lad ikke hans beskyldninger hidse dig op eller provokere dig og undgå at blive grebet af panik. Hvis du lader dig provokere, gør du præcis, hvad voldsmanden gerne vil have.
Undgå at tingene udvikler sig.
Lad være at vise, at du er bange
Hids dig ikke op
Glid af, glat ud og vær neutral
Undgå videre diskussion
Lad være med at svare igen – eller puffe igen
Forlad stedet stilfærdigt, hvis du kan
Hvis der er andre omkring dig, så prøv at henvende dig til dem
Lad dem forstå din situation
Undgå steder, hvor nattelivet fortsætter til sent på natten
Hvis alt andet glipper, - så tag benene på nakken og løb, til du er i sikkerhed.
Røverisk overfald.
Et røveri, hvor røveren truer med vold, kan udvikle sig til et regulært overfald. Det kan ske, hvis røveren ikke får det, han vil have, eller hvis han føler sig skræmt og provokeret.
Hvis du vil undgå røveri på gaden, så lad være med at skilte med, at du har værdier og store pengebeløb på dig. Skulle du alligevel blive udsat for et røveri, så undgå at det udvikler sig voldeligt. Prøv hellere at føje røveren.
Aflevèr det, røveren vil have, og lad det altid være politiets opgave at fange ham bagefter.
Det er bedre at miste nogle penge eller en taske, end at blive slået ned. Prøv hellere at lægge mærke til, hvordan røveren ser ud. Hvor høj, hvor gammel, hvilke hårfarve, hvilket tøj, særlige kendetegn. Et godt signalement gør politiets opgave nemmere bagefter.
Husk, at en røver som regel ikke er interesseret i, at det udvikler sig voldeligt.
Hvis det alligevel sker:
Hvis der er andre omkring dig, så prøv at få dem til at hjælpe dig.
Undgå panik
Sørg for, at røveren ikke føler sig truet
Prøv ikke at forhindre røveriet. Røveren vil næsten altid være desperat
Tilkald politiet, når røveren er væk.
(Artiklen er med tilladelse og visse ændringer gengivet fra Det Kriminalpræventive Råd’s hjemmeside)