Gentofte Vangede Grundejerforening
Beretning for 2024
Endnu et år har vi lagt bag os og det er blevet tid til at gøre status. Hverdagen går sin vante gang og alligevel sker der mange ting omkring os. Det har nok aldrig været vigtigere at vi i denne tid med evige forandringer står sammen i grundejerforeningen og er helt fremme i skoene. Mange beslutninger træffes i dag, men bliver først synlige efter nogle år. Det værste eksempel herpå er nok separeringen af spildevandet. Der er derfor således vigtigt, at vi på borgernes vegne er med fra første færd og giver vores holdninger til kende med eventuelle indsigelser.
Som følge heraf følger vi med i alle lokalforslag, der vedrører vores områder, ligesom vi deltager i de borgermøder der følger heraf.
Derfor er det vigtigt, at der sluttes op om vores grundejerforening. For jo flere medlemmer vi er, jo større vægt vil vores indsigelse og andre henvendelse have. Jeg skal derfor opfordre alle til at tale med naboen om grundejerforeningen, og er denne ikke medlem så opfordre til at blive medlem.
Foreningens daglige arbejde er ligesom samlet omkring 2 forhold, det rent lokale, og forhold der omhandler hele kommunen. Visse forhold kan føles som lokale, men er en del af de politiske beslutninger. Her tænker jeg på for eksempel vedligeholdelse af vores veje og fortove og ikke mindst den nye parkeringsordning.
De helt lokale forhold får vi afdækket ved halvårlige møder med Park og Vej. Desværre må vi erkende, at selv om vi har gode møder uden større uenighed, sker der ikke altid en tilfredsstillende opfølgning. Dette kan gøres bedre og det vil vi arbejde meget på.
Mange forhold og opgaver sker sammen med de øvrige grundejerforeninger gennem Fællesrådet. Dette er primært for at sikre, at vi grundejerforeninger taler samme sprog og bakker hinanden op.
Og det bringer mig så frem til de forhold der berører os mest i denne tid.
Fjernvarmen har vi alle været berørt heraf gennem længere tid. De sidste hjørner af vores områder skulle snart stå for en afslutning.
Vi har tidligere fået en støjplan. En del heraf var at sænke hastigheden på vores veje. Dette skulle nu være tilendebragt, Hastigheden på vores almindelige veje er nu 50km/t. I nogle villa- og boligområder er hastigheden nedsat til 40/t . I første omgang som en prøveordning. Efter en evaluering må vi forvente at dette bliver mere udbredt.
I 2024 fik vi også en ny parkeringsordning. Den har stået sin prøve ovre i Ordrup. Efter en politisk evaluering og nogle tilretninger vil den nu blive bredt ud i resten af kommunen. Senest er den indført ovre i Dyssegård/Søborg. Der vil dog ikke komme nye områder til, før der på ny evalueres eller på anden måde træffes politisk beslutning. Vi må dog forvente, at Gentofte Bydelscenter meget hurtigt blive omfattet heraf. Dog er det lovet os at fjernvarmearbejderne på Adolphsvej m.fl. først skal afsluttes. Den generelle ordning er beskrevet inde på kommunens hjemmeside. Vi forventer at komme tilbage med konkret beskrivelse af forholdene omkring Gentoftegade m.m. når beslutningen er truffet.
Spildevandsepareringen har vi tidligere talt om. Her er ikke meget nyt, i hvert fald i forhold til den enkelte borger. Der har været arbejdet på sagen, men det er mest teknik og tilpasning omkring om regler.
Allerførst skal der vedtages en ny vandmiljøplan. Det forventes at ske hen over sommeren. Først herefter kan man gå i gang med projekteringen af de enkelte faser af udlægningen.
Det er stadig kommunens ambition at alle skal tilsluttes. Der vil være få undtagelser af hensyn til tekniske forhold eller uacceptable forhold mellem pris og resultat. Alt arbejde på egen grund skal betales af ejendomsbesidderen.
Kommune må ikke forestå de koordinerende arbejder på de private grunde eller den efterfølgende finansiering. Hvordan dette løses er der fortsat ingen afklaring på. Den enkelte grundejer får mindst 5 års frist til at blive tilsluttet. Grundejerforeningerne (Fællesrådet) er lover løbende orientering om arbejdet og der er aftalt nyt møde i slutningen af 2025.
Der opstår flere og flere sager omkring nabogener, som følge af nyopførte ejendomme og tilbygninger. Her taler vi om sagen, hvor byggeriet er lovligt og opført efter reglerne. Her vil vi se på, om der er muligheder for ændringer, der gør, at vi kan få forhold vi alle kan leve med. Det er en balance mellem retten til at råde over egen grund og hensynet til naboer.
Og senest har vi fået en ny temalokalplan om bevaringsværdige træer. Tidligt på året fik vi lokalplanen ud i høring. Det var uhyggelig læsning. Havde man fået et træ dømt bevaringsværdigt måtte man ikke gøre noget ved det uden at spørge kommenen. Du måtte ikke engang beskære som vedligeholdelse eller beskære for at friholde adgangsveje o.lign . Dette gav en sand storm af protester og som måske også flere bemærkede var vi også fra grundejerforeningen på barrikaderne.
Disse mange indsigelser gjorde indtryk og det endelige forslag blev tilrettet. I det vedtagne forslag kan man for eksempel foretage almindelig vedligeholdelse, beskæring for overholdelse af vejloven. En væsentlig indrømmelse, der gør at reglen for de fleste er til at leve med. Dette nytter altså noget at gøre indsigelse.
Nogen lignende så vi ved lokalplanen om secundære bygninger. Her fik vi presset bredden af indkørsler op således, at der kunne holde 2 biler og samtidig være adgang til ejendommen.
Gentofte Sø er på mange måder vores midtpunkt. Her er mange aktiviteter og der plads til alle. Og så har vi vores hyggelige Sankthansaften med bål og tale af borgmesteren. Den gamle folkefest kommer næppe tilbage. Men vi prøver nu at lave en hyggelig aften, hvor det blive mulig at købe drikkevarer og nyde lidt musik inden vi får borgmesterens sommerhilsen før bålet tændes
Herudover har vi haft ”før jul” arrangement” som i år var med indlæg af fhv. ambassadør Klavs A. Holm. En god og hyggelig aften som godt kunne gå hen og blive en tradition.
Grundejerforeningen råder fortsat over 2 både på Gentofte Sø. Der må sejles fra 1. juni til 30. oktober. Som medlem af grundejerforeningen er muligt at låne bådene. Det er Rasmus Jensen, mail: rasmus@gvg.dk der står for at styre udlåne. Kontakt ham eller se nærmere på vores hjemmeside. Vi forventer at holde ”åbent Hus” en af de første dage i juni.
Gentofte Vangede grundejerforening har her i foråret fået etableret en række rabatordninger. Der er indgået aftaler med en række virksomheder, hvor det at være medlem af grundejerforeningen giver een ret til en rabat. Det er Karans store fortjeneste at denne ordning er kommet op at stå. Ude på vores hjemmeside kan man se, hvem der er indgået aftaler med og hvordan man skal forholde sig. Ordningen er meget ny, så der kan meget vel komme ændringer til ligesom der kan komme nye tilbud.
Brug disse muligheder. Endnu en grund til at være med i grundejerforeningen.
Som jeg indledte med, sker der mange ting omkring os. Mange oplever at pludselig sker der noget i jeres nærhed, hvor i forundres og mener dette kan ikke være rigtigt. Lad os få en afklaring. Kontakt os i grundejerforeningen enten på mail eller på telefon. Mange gange har vi en forklaring eller vi har en forbindelse, som kan give et hurtigt svar.
Jeg nævnte også i indledningen er det er vigtigt at vi er så mange medlemmer som mulig, når vi retter henvendelse til Gentofte kommune. Mange ejendomme skifter ejer i disse år, med en naturlig udmelding af foreningen. Tilsyneladende er det ikke lykkedes os at alle nye tilflyttere kommer med i foreningen, selvom de får tilsendt oplysninger om grundejerforeningen. Vi har lavet en brochure, som vi deler ud relevante steder. I må meget gerne tage et par stykker og dele ud til naboer eller andre i naboområdet.
Vi vil gerne være flere og vi har et godt ry og der bliver lyttet os. Sådan vil vi også gerne have det fremover.
++
30.marts 2025/GS